Velkommen til din rejse mod økonomisk harmoni
De tungeste byrder at bære, er de tanker, vi tænker.
Den største frihed kommer samme sted fra.
Det spørgsmål, vi oftest får om vores alternative liv er, hvordan vi klarer det økonomisk. Det er ikke så mærkeligt.
Virkeligheden er, at spørgsmålet om økonomisk harmoni ikke starter med matematikken. Det starter inde i hovedet, starter med filosofien, følelserne, egoet, selvforståelsen. I dette forløb vil vi arbejde med hvad værdi overhovedet er for noget, hvad energi betyder i forhold til penge før vi går ind i den praktiske side af sagen: Hverdagsmatematikken i penge og hvordan vi kan forøge vores indtægter. For selvfølgelig er der også tale om en konkret virkelighed, og selvfølgelig handler det her kursus også om at nå et sted hen, hvor vi oplever frihed helt konkret økonomisk.
Der er ingen magi. Og alligevel er det magisk.
Der er ingen magi, der tryller penge ud af luften, og der er ingen magiske trylle-øvelser, der, på et øjeblik, kan forandre alting. Den magi, der er, ligger i at skifte perspektiv, lave det indre arbejde og bruge tid og ressourcer på at løse de udfordringer, der konkret står foran dig.
Mange gange er en stor del af de udfordringer os selv. Vores tankemønstre, vores vaner, vores overbevisninger, vores frygt.
Så vi starter dér. Og fortsætter i tallenes verden og den praktiske verden. Vi ser altså først på, hvad vi kan tænke og dernæst på hvad vi kan gøre.
Den filosofiske del af kurset handler om værdi og energi, den praktiske del handler om de to ting man kan arbejde på for at skabe mere økonomisk luft: Bruge færre penge og tjene flere.
Du har købt det her kursus fordi der er noget, du vil.
Noget du gerne vil have forandrer sig. Den første øvelse, du kan lave er at beskrive dine grunde til at kigge på din økonomiske harmoni, spørge dig selv, hvor du virkelig er i dag og hvor du gerne vil hen. Du kan skrive det eller tegne det eller begge dele eller noget andet, men det er afgørende at du har et nogenlunde tydeligt billede af, hvilken forandring du gerne vil skabe.
Kurset her er skabt på baggrund af 30 år med mange forskellige økonomiske strategier og modeller i vores eget liv og en lige så lang interesse for feltet. Vi taler om mange generelle ting, og nogle af dem vil være spot-on, mens andre ikke er nødvendige for dig. Sådan må det nødvendigvis være, når man laver en one size fits all model, som et online kursus nu engang er.